Sophie vågnede mandag morgen og følte sig udmattet. Hun havde arbejdet sent hver aften de sidste tre uger. Hendes job som marketingchef var krævende og stressende. Hun lå i sengen og stirrede på loftet og frygtede dagen forude. Hendes krop føltes tung, og hendes sind var tåget. Sophie tog sin telefon og så tolv ulæste arbejdsmails. Bare at se på dem gjorde hendes angst værre. Hun havde ikke haft en ordentlig fridag i måneder. Selv i weekenderne tjekkede hun konstant sin e-mail. Sophie tænkte på at melde sig syg, men hun tog sjældent sygedage. Så huskede hun en samtale med sin terapeut. 'Mental sundhed er lige så vigtig som fysisk sundhed,' havde Dr. Chen sagt. 'Du skal lære at prioritere dig selv nogle gange.' Sophie tog en beslutning. I dag ville blive en mental sundhedsdag. Hun sendte en kort besked til sin chef og forklarede, at hun ikke ville komme. Hun gav ikke mange detaljer, bare at hun ikke havde det godt. Efter at have sendt beskeden følte hun en bølge af skyld. Hvad ville hendes kolleger tænke? Ville de dømme hende? Hun skubbede de tanker væk og satte sin telefon på lydløs. Først sov Sophie to timer mere. Hun havde ikke sovet så længe på en hverdag i årevis. Da hun endelig vågnede, følte hun sig lidt mere udhvilet. Sophie lavede sig en ordentlig morgenmad for første gang i uger. Normalt tog hun bare en kaffe og spiste ved skrivebordet. I dag lavede hun æg, ristede brød og skar frisk frugt. Hun satte sig ved køkkenbordet og spiste langsomt og nød hvert bid. Efter morgenmaden besluttede hun at gå en tur i parken. Solen skinnede, og luften var frisk og kølig. Sophie indså, at hun ikke havde været udenfor i dagslys på en hverdag i lang tid. Hun ankom normalt på arbejde før solopgang og gik efter mørkets frembrud. Da hun gik gennem parken, lagde Sophie mærke til ting, hun havde glemt eksisterede. Fugle sang i træerne. Blomster blomstrede overalt. Hun satte sig på en bænk og så børn lege på legepladsen. Deres latter var smittende, og Sophie opdagede, at hun smilede. Hvornår havde hun sidst virkelig smilet? Efter sin tur gik Sophie til en lille café, hun plejede at besøge. Hun havde ikke været der i over et år. Ejeren, en ældre kvinde ved navn Rosa, genkendte hende med det samme. 'Sophie! Hvor har du været? Vi har savnet dig!' udbrød Rosa. Sophie blev rørt over, at nogen havde bemærket hendes fravær. 'Jeg har været meget travlt med arbejdet,' forklarede Sophie. 'For travlt er ikke godt for sjælen,' sagde Rosa klogt. Sophie bestilte sin yndlingsdrink: en lavendel latte. Hun sad ved vinduet og så på folk, der gik forbi udenfor. For en gangs skyld havde hun ikke travlt. Hun skulle ingen steder hen. Om eftermiddagen ringede Sophie til sin mor. De havde ikke talt ordentligt i måneder, bare hurtige beskeder hist og her. 'Det er så dejligt at høre din stemme,' sagde hendes mor. De talte i over en time om alt og intet. Sophie indså, hvor meget hun havde savnet disse simple samtaler. Hendes mor spurgte, om alt var i orden, og mærkede, at noget var anderledes. 'Jeg tager en mental sundhedsdag,' indrømmede Sophie. 'Det er det bedste, jeg har hørt i lang tid,' svarede hendes mor. Senere tog Sophie et langt bad med duftlys. Hun læste en roman, hun havde haft til hensigt at afslutte i seks måneder. Ordene transporterede hende til en anden verden, langt fra regneark og møder. Til aftensmad bestilte Sophie sin yndlings thailandske mad. Hun spiste på sofaen, mens hun så et komedieshow. Hun lo højt flere gange, noget hun sjældent gjorde længere. Før sengetid skrev Sophie i sin dagbog for første gang i årevis. Hun skrev om sine følelser, sine frygt og sine håb. Hun indså, at hun havde ignoreret sine egne behov for længe. Arbejde var vigtigt, men det burde ikke optage hele hendes liv. Sophie faldt nemt i søvn den nat, noget usædvanligt for hende. Næste morgen vågnede hun og følte sig udhvilet og taknemmelig. Hun vendte tilbage til arbejdet med et nyt perspektiv. Sophie begyndte at sætte grænser for sine arbejdstimer. Hun holdt op med at tjekke e-mails efter klokken syv om aftenen. Hun tog sig tid til ting, der bragte hende glæde. Hun planlagde også regelmæssige mentale sundhedsdage, en gang hver anden måned. Hendes kolleger bemærkede forandringen i hende og spurgte, hvad hendes hemmelighed var. 'Jeg lærte at passe på mig selv,' svarede Sophie med et smil. At tage en mental sundhedsdag havde ændret hendes liv mere, end hun havde forventet. Nogle gange er det modigste, du kan gøre, at indrømme, at du har brug for en pause.